Kommunalbestyrelsen
Økonomiudvalget
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Rådhuset
Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre
Den 9. september 2024
SGHs høringssvar til grøn trafiksanering i budget 2024 – 2027: Egenbetaling bør sættes ned.
I Hvidovre Kommunes budget for 2024 – 2027 lægges der op til at justere omkostningsfordelingen ved grøn trafiksanering i kommunen. Det vil sige indsnævringer på vejene med træer eller anden bevoksning, plantebede eller plantekummer. I øjeblikket er omkostningsfordelingen ved etablering af grøn trafiksanering 50/50 til kommunen og grundejerforeningerne. Et plantebed koster 125.000 – 150.000 kr. at anlægge, og det betyder en egenbetaling på 62.500 – 75.000 kr. for grundejerforeningerne.
Hvis den grønne trafiksanering skal fremmes mest muligt – og det skal den – skal grundejernes egenbetaling nedsættes. I kommunens budgetoplæg gøres der opmærksom på, at den grønne trafiksaneringspulje slet ikke anvendes. Det gør den ikke, fordi grundejernes egenbetaling er alt for stor. Grundejerforeningerne har slet ikke den slags penge til rådighed.
Skal der for alvor gang i den grønne trafiksanering, bør nedsættelsen af grundejernes egenbetaling være markant. I budgetoplægget foreslås en 60/40- eller en 70/30-fordeling. Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, SGH, mener, at 70/30-fordelingen som minimum skal indføres. Men i bestyrelsen tror vi dog ikke helt, at dette er tilstrækkeligt, og SGH ser derfor hellere en 75/25 eller en 85/15-fordeling, hvor grundejerne skal betale den mindste andel.
Reducerer man ikke grundejernes egenbetaling, kommer der ingen grøn trafiksanering. Det er ærgerligt, da den grønne trafiksanering kan medvirke til endeligt at gennemføre en hastighedsbegrænsning på alle kommunens veje til maksimum 40 km/t. Til gavn for trafiksikkerheden, reduktionen af støj, CO2-udledningen og Hvidovre Kommunes udvikling frem mod en mere grøn kommune. For slet ikke at tale om det mere æstetiske udtryk, som en grøn trafiksanering kan fremme. SGH har siden 2002 arbejdet målrettet på en generel hastighedsgrænse i kommunen på 40 km/t.
I øjeblikket findes der i kommunen også en såkaldt ”sort” trafiksanering i form af vejbump af asfalt. Denne type chikane dæmper selvfølgelig hastigheden lige så effektivt som grøn trafiksanering. Men vejbump er ikke en særlig behagelig måde at dæmpe hastigheden på. Vejbump koster ca. 50.000 kr. at anlægge, hvor grundejerne skal betale 75 pct. af omkostningerne – altså ca. 37.500 kr. Vejbump er heller ikke kønne.
Derfor anbefaler SGH, at kommunalbestyrelsen reducerer egenbetalingen til den grønne trafiksanering så markant, at den bliver billigere for grundejerne end den nuværende ”sorte” ordning. Man kan så overveje helt at afskaffe den ”sorte” trafiksaneringsordning.
SGH ser ligeledes gerne, at SGH som grundejernes hovedorganisation inddrages i udviklingen af den grønne ordning og deltager i processen med at fremme grundejernes interesse og incitament til at søge puljen til grøn trafiksanering.
På bestyrelsens vegne
Flemming J. Mikkelsen
Formand SGH