Mød borgmesteren
SGH inviterer nu sine medlemmer til en rundvisning på Hvidovre Rådhus og til debat med borgmesteren den 6. november kl. 19:00.
Onsdag den 6. november guider Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen eksklusivt SGHs medlemmer rundt på Hvidovre Rådhus. Vi kommer ud i alle krogene af rådhuset, og borgmesteren fortæller anekdoter om det politiske liv på rådhuset.
Men han tager os også med ind i det politiske maskinrum og fortæller lidt om, hvordan det lykkedes ham og hans koalitionspartnere at få samtlige politiske partier på rådhuset til at sige ja tak til at være med til at vedtage kommunens nye budget. Det er lidt af en historisk begivenhed, at det er lykkedes at få samtlige partier til at være medunderskrivere på budgettet. Borgmesteren fortæller om det komplicerede arbejde, det er at få samtlige
kommunalbestyrelsesmedlemmer – uanset partifarve og forskellige politiske prioriteringer – til at føle sig godt tilpas i det samme budget.
Borgmesteren har også sagt ja til debat med SGHs medlemmer, så har du et spørgsmål eller to, du brænder for at stille ham, er muligheden her.
Mødet finder sted på rådhuset på Hvidovrevej onsdag den 6. november 2024 kl. 19:00 – 21:00, og det er primært forbeholdt medlemmer af SGH. Antallet er begrænset til 35, og tilmeldingen er efter ”først-til-mølle-princippet”. Så tilmeld dig nu, hvis du vil være sikker på at få en plads. Vi vil gerne have dit navn, telefonnummer, mailadresse og navn på den grundejerforening, du er medlem af.
Tilmeld dig på mail sammenslutningen@mail.dk eller på telefon 4011 7722
SGHs ordinære generalforsamling tirsdag den 25. marts 2025 i Kulturhus Risbjerggaard.
Flere har spurgt, hvornår SGH holder generalforsamling, og svaret kommer derfor her: Den ordinære generalforsamling for 2025 bliver tirsdag den 25. marts 2025 kl. 19:00 i Strungesalen 1 i Kulturhus Risbjerggaard.
Sæt allerede nu et kryds i kalenderen.
Mere grøn trafiksanering
SGH blev hørt, da kommunalpolitikerne blev enige om kommunens budget 2024 – 2027. SGH havde i et høringssvar i forbindelse med budgetforhandlingerne peget på, at hvis politikerne virkelig ønsker en grøn trafiksanering, som indebærer etablering af vejchikaner for at nedsætte hastighederne på kommunens veje, vil det være nødvendigt at sænke grundejernes betaling til eksempelvis etablering af grønne trafikchikaner.
Hidtil har kommunen og grundejerne skulle deles ligeligt om omkostningerne til grønne chikaner, som er i størrelsesorden 125.000 – 150.000 kr. Grønne vejchikaner er indsnævringer på vejene med træer eller anden bevoksning, plantebede eller plantekummer. Hidtil har ingen søgt om etablering af disse chikaner.
Nu 70/30
I det nye budget er fordelingen af omkostningerne nu 70/30, hvor grundejernes andel er den mindste. Det skulle gerne sætte gang i etablering af de grønne chikaner, som ikke alle nødvendigvis skal koste 125.000 kr. eller mere. SGH havde gerne set en endnu mindre andel til grundejerne – f. eks 85/15, men så langt kom vi altså ikke i denne omgang.
Men det er meget tilfredsstillende, at der er blevet lyttet til SGH, og bestyrelsen er tilfreds med, at kommunalbestyrelsen har opfordret SGH til at være med til at udforme projekter og markedsføre dem over for grundejerne. SGHs bestyrelse håber at se rigtigt meget ny, grøn trafiksanering i den kommende tid. Det er medvirkende til at få hastigheden i hele kommunen nedsat.