Mandag d 29.6.2015 havde SGH inviteret til årets første medlemsarrangement
Vi fik nemlig en sjælden mulighed for at få adgang til “maskinrummet” på Hvidovre Rådhus, hvor der hver eneste dag træffes politiske beslutninger, som har betydning for alle kommunens borgere. Og ikke mindst fik vi adgang til at nyde den storslåede udsigt fra toppen af rådhuset.
Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, SGH, inviterede til en rundvisning på Hvidovre Rådhus, hvor der ikke alene var mulighed for at stifte bekendtskab med det store hus indefra men også
fik sat en masse ord og anekdoter på det liv, der hver udfolder sig bag rådhusets vægge hver eneste dag.
Borgmester Helle Adelborg havde generøst tilbudt at være guide på den helt store rundtur, hvor vi dels fik fortalt hvordan de politiske beslutninger træffes, og dels hvordan rådhuset fungerer som arbejdsplads for mange medarbejdere. Samtidig dykkede hun lidt ned i rådhusets historie.
Hvidovre voksede fra 1900-1950’erne fra at være lille landsby til en stor københavnsk forstadskommune og efterhånden som befolkningstallet steg fik man behov for en moderne administrationsbygning.
Og for 60 år siden, nemlig d 19.april 1955 blev rådhuset indviet med deltagelse af Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid. Arkitekterne Schønnemann og Brandi stod bag det dengang supermoderne rådhusbyggeri og maleren Carlo Rosberg er mester for det fantastiske vægmaleri, der dækker hele endevæggen i den imponerende byrådssal.
Hvidovre Kommune havde ved opførelsen af rådhuset ca. 25.000 indbyggere. Et tal, der nu er mere end fordoblet og rådhuset beskæftiger ca. 400 ansatte.
Efter rundvisningen inviterede SGH de deltagende på en lækker ”rådhussandwich” og en øl eller vand i rådhusets nyligt restaurerede kantine.
Her benyttede SGH’s næstformand Anders Aalund lejligheden til at takke borgmester Helle Adelborg for at ha´ taget sig tid i sin travle hverdag til at guide os rundt og levende fortælle om ”vores” historie.