Referat af SGH’s ordinære generalforsamling
Tirsdag den 1. marts 2016 i Lille Friheden.
SGHs formand Flemming Juel Mikkelsen bød velkommen.
Fremmødet var på 14 personer, repræsenterende 11 medlemsforeninger.
Valg af dirigent
Efter forslag fra SGHs bestyrelse blev Poul Sverrild valgt som dirigent. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og dermed beslutningsdygtig.
Bestyrelsens beretning
På vegne af SGH fremlagde formanden bestyrelsens beretning. Beretningen er vedlagt som bilag og kan også læses på www.sgh.nu
Der var enkelte kommentarer til beretningen:
Leif Høxbro, grf. Bredevang, henviste til afsnittet i formandens beretning ang. stagnation i medlemsfremgangen.
Formanden kunne konstatere at SGHs medlemmer fortsat tegner sig for omkring 45 procent af det samlede medlemspotentiale. Det betyder, at SGH stadig fremstår som en veletableret og slagkraftig organisation.
SGH mener, at et fælles talerør for grundejerne er en forudsætning for at forbedre grundejernes vilkår i kommunen. Derfor løfter SGH gerne medlemsforeningernes spørgsmål op på et politisk niveau i kommunen – og har gode erfaringer med samarbejdet med politikerne.
Herefter udspandt der sig en dialog om vigtigheden og nødvendigheden af at grundejere organiserer sig i aktive grundejerforeninger – og de udfordringer grundejerforeningerne møder.
Flere deltagere havde oplevet træghed i sagsbehandling ved henvendelser til kommunen. Det blev aftalt, at SGH nu vil gå ind i de sager.
Beretningen blev efterfølgende enstemmigt vedtaget.
Revideret regnskab for 2015
Kasserer Anders Aalund, grf. Hvidovre Kirkeby, fremlagde det reviderede regnskab, som var udleveret på forhånd.
Regnskabet balancerer med et overskud på 3.278,25 kr. Egenkapitalen er 17.214,97kr.
Regnskabet blev enstemmigt godkendt.
Forslag fra bestyrelsen
Der var ingen forslag fra bestyrelsen.
Forslag fra medlemmerne
Der var ikke indkommet forslag fra medlemmerne.
Budget/kontingent/honorarer/gebyrer
Kasserer Anders Aalund fremlagde budgettet med uændret kontingent på 5 kr. pr. parcel.
Budgetforslaget indeholdt på 14. år uændret telefon og kontortilskud.
Der blev spurgt til, hvad ”andre indtægter” kunne være. Anders Aalund svarede, at det evt. kunne være rykkergebyr eller indtægt fra annoncer på website.
Og Anders Aalund tilføjede, at det ikke havde været nødvendigt eller ønskeligt at opkræve rykkergebyrer og mht. annoncering i website var bestyrelsen af den opfattelse, at det er et vanskeligt område. idet man ikke vil tages til indtægt for at ”blåstemple” annoncørerne.
På spørgsmål om evt. udgifter til annoncer oplyste Anders Aalund at SGH hvert 4. år annoncerer et medlemsmøde forud for kommunalvalg – annoncen bringes i Hvidovre Avis.
Budget for 2016 blev herefter enstemmigt vedtaget.
Valg til bestyrelsen
Genvalgt blev:
Flemming Juel Mikkelsen, grf. Bredevang, som formand
Birgit Møller-Kristensen, grf. Nymarken
Som Suppleant:
Jonas Krag, grf. Damhusparkens Villaby
Som Revisor:
Mogens Rieck, grf. Ny Hvidovre
Som Revisorsuppleant:
Bent Løwe, grf. Damhusparkens Villaby
Bestyrelsen har herefter følgende sammensætning:
Flemming Juel Mikkelsen, grf. Bredevang, valgt 2016 som formand
Anders Aalund, grf. Hvidovre Kirkeby, valgt 2015 som kasserer
Peter Lougart, grf. Strandvang, valgt 2015
Annie Marott, grf. Harrestrup Villakvarter, valgt 2015
Birgit Møller-Kristensen, grf. Nymarken, valgt 2016
Suppleanter:
Jonas Krag, grf. Damhusparkens Villaby, valgt 2016
Revisorer:
Mogens Rieck, grf. Ny Hvidovre, valgt 2016
Tina Forchhammer, grf. Hendriksholm, valgt 2015
Revisorsuppleant:
Bent Løwe, grf. Damhusparkens Villaby, valgt 2016
Eventuelt
Bent Løwe orienterede om, at der er problemer i relation til parkering på Nordkærvej. Kommunen hævder, at det er muligt at parkere biler, så en tvillingebarnevogn kan passere på fortovet. Men det medfører, at bilerne må parkere på vejen, og det betyder, at vejen bliver så smal, at lastbiler ikke forcere kørebanen. Sagen rejses overfor kommunen af SGH.
Yderligere blev det oplyst, at sagsbehandlingstiden i kommunen opleves som lang angående lokalplaner. Kommunen har oplyst, at den ikke har kapacitet til at forfølge disse sager pt.
Formanden rettede en tak til Jerry Asmussen for hans virke som bestyrelsesmedlem i SGH. Derefter blev mødet afsluttet, og formanden takkede for deltagelsen til de fremmødte og til Poul Sverrild for at have styret generalforsamlingen på eksemplarisk vis.
Generalforsamlingen var slut kl. 22:30
Spændende foredrag
Inden generalforsamlingen holdt Poul Sverrild et foredrag om registrering af bygninger i Hvidovre bygget efter 1940. Der var tale om et spændende indlæg, som blev overværet af 21 tilhørere.
I pausen før generalforsamlingen var SGH vært for sandwich, øl og vand.
Referatet godkendt den 1. marts 2016
Poul Sverrild Flemming Juel Mikkelsen Annie Marott
Dirigent Formand Referent